Målsætning
Målsætning Dronninglund IF Håndbold, Ungdomsafdelingen 2006/2007
Dronninglund IF er en klub for alle. Målet er at alle børn og unge får en god oplevelse ved at spille håndbold i Dronninglund. Dette skal ske gennem en sjov og lærerig træning, der bygger på begreberne medbestemmelse, respekt, åbenhed og demokrati. Træningen forestås af velforberedte trænere, der i løbet af sæsonen er ”under uddannelse” såvel pædagogisk som fagligt. Trænerne vejledes desuden løbende af en såvel fagligt som pædagogisk uddannet konsulent.
Gennem denne praksis mener vi at kunne bidrage til, at spillerne får en god oplevelse med håndboldspillet, som bidrager såvel til deres håndboldmæssige som menneskelige udvikling.
Dronninglund er en klub, hvor der er plads til såvel bredde som elite. Eliten tilgodeses bl.a. ved, at vi har gode og veluddannede trænere, som forstår at instruere på et passende niveau, samt for de ældre spillere muligheden for at kvalificere sig til de bedste ungdomsrækker. Bredden tilgodeses bl.a. ved, at vi har flere trænere på hvert hold, så der hele tiden er plads til at tage fat i hvert enkelt spiller, og spillerne derigennem får en positiv oplevelse af træningen. Desuden sker det gennem prioriteringen af det sociale.
Dronninglund vil være en klub, hvor man har det godt sammen såvel på holdet som på tværs af klubbens hold. Dette sker bl.a. ved, at hver enkelt træner er ansvarlig for et godt miljø og tiltag ud over håndboldtræningen. Desuden laves der i håndboldafdelingen mange arrangementer såvel til en mindre gruppe af hold, som på tværs af en større gruppe.
For at sikre at udviklingen går den vej spillerne ønsker er der nedsat et ungdomsspillerudvalg – ”SUPOR” med repræsentanter fra hvert hold, som i fællesskab sammen med ungdomsudvalget, evaluerer og planlægger træningen og arrangementerne. I sæson 2006/2007 har håndboldafdelingen den bedste trænerbesætning længe. Dette drejer sig såvel om niveau, erfaring og antallet af trænere på de enkelte hold. Desuden er målet, at der i denne sæson skal være endnu flere tiltag end den forgange, hvor aktivitetsniveauet ellers blev sat op. Nye arrangementer skal primært være sjove tiltag på tværs af aldersgrupperne, som medlemmerne kan deltage i efter lyst mod et så lille beløb som muligt.
Målet i sæsonen er at få flere medlemmer. Vores lilleput og puslinge hold (årgang 94-97) på såvel drenge som piger har ”kun” spillere til et hold. Det er i disse årgange håndboldafdelingen ønsker at have mange medlemmer, som er med til at skabe en stor og livlig ungdomsafdeling. På de ældre årgange viser den tidlige håndboldmæssige satsning i Dronninglund nu sig. Her håber vi på, at såvel junior som ynglinge holdene kommer til at spille i den bedste eller næstbedste række.
Vi håber som sagt, at sæson 2006/2007 er sæsonen hvor mange nye ansigter kommer forbi håndboldtræningen og prøver hvad det er. I den forbindelse kan vi gøre opmærksom på, at alle nye spillere træner gratis den første måned, og i den periode derfor kan se, om det er noget for dem.













